DANSK IRANSK SELSKAB

انجمن فرهنگی ایران و دانمارک

Vedtægter

Vedtægter

§ 1 Formål

Selskabets navn er: Dansk Iransk Selskab af 1977.

Selskabets formål er at udbrede kendskabet til Iran til de interesserede.

Formålet søges realiseret gennem møder, foredrag, filmfremvisninger, udstillinger, udbredelse af oplysende litteratur, udveksling af kunstnere og videnskabsfolk etc.

Selskabet er uafhængigt af politiske og trosmæssige tilhørsforhold og hviler økonomisk i sig selv.

§ 2 Hjemsted

Selskabets hjemsted er København.

§ 3 Medlemmer

Medlemsskab står åbent for personer, firmaer og institutioner, der vedkender sig selskabets formål. Medlemsskab skal godkendes af bestyrelsen.

§ 4 Eksklusion

Eksklusion af medlemmer sker ved årets udgang ved manglende kontingentbetaling.

Bestyrelsen kan slette et medlem, der er mere end tre måneder i restance med betalingen.

§ 5 Kontingent

Kontingentsatser for de forskellige medlemskategorier foreslås af bestyrelsen og besluttes af generalforsamlingen. Kontingentsatser fastsættes for ét år ad gangen.

Kontingentet er forfaldent til betaling ved regnskabsårets begyndelse og inden afholdelse af ordinær generalforsamling.

§ 6 Generalforsamling

Selskabets højeste myndighed er generalforsamlingen.

 Ordinær generalforsamling afholdes èn gang om året inden udgangen af marts måned.

Årsregnskab skal afsluttes af bestyrelsen inden generalforsamlingen.

 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst fire ugers skriftligt varsel. Indkaldelsen skal indeholde dagsorden, årsregnskab og antal aktive medlemmer.

Forslag, som ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal fremsendes til bestyrelsen senest 2 uger før afholdelsen.

Ethvert medlem, som har betalt kontingent er berettiget til at være til stede på generalforsamlingen. Hvert medlem har én stemme. Afstemningen er mundtlig, dog kan medlemmer der er forhindret i at møde, afgive skriftlig fuldmagt.

Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal indholde følgende punkter:

  1. Valg af dirigent
  2. Aflæggelse og godkendelse af årsberetning
  3. Aflæggelse og godkendelse af revideret årsregnskab
  4. Valg af medlemmer til bestyrelsen
  5. Kontingentsatser
  6. Valg af revisor
  7. Evt.

Beslutninger som træffes på generalforsamlingen vedtages ved simpelt flertal af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.

 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes af bestyrelsen.

 

§ 7 Bestyrelse

Generalforsamlingen vælger en bestyrelse til selskabets drift. Den består af minimum 4 medlemmer. Bestyrelsen konstituerer sig selv ved afstemning med formand, næstformand og kasserer.

 Bestyrelsen vælges for 2 år ad gangen. Nye medlemmer foreslås af bestyrelsen og vælges af generalforsamlingen. Genvalg kan finde sted. Bestyrelsen har ret til valg af suppleanter. Selvsupplering kan finde sted i valgperioden.

Bestyrelsesmøder finder sted efter behov. Beslutninger træffes ved simpelt flertal. Formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.

§ 8 Økonomi

Selskabets regnskabsår er kalenderåret.

Bestyrelsen er ulønnet. Formanden tegner selskabet alene eller med kassereren eller med et bestyrelsesmedlem.

Bestyrelsen kan nominere æresmedlemmer. Et sådant medlemsskab har stemmeret og er kontingentfrit.

 

§ 9 Ændring af vedtægter

 Beslutning om vedtægtsændringer foreslås af bestyrelsen og godkendes af medlemmerne ved den årlige generalforsamling ved simpelt flertal af de afgivne stemmer. Formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed.

§ 10 Opløsning af selskabet

Beslutning om selskabets opløsning træffes af generalforsamlingen på anbefaling af bestyrelsen ved simpelt flertal af de afgivne stemmer. Formandens stemme er afgørende i tilfælde af stemmelighed. Selskabets midler på opløsningstidspunktet skal tilfalde en eller flere kulturinstitutioner i Danmark eller Iran.